Vores husstand består af min mand og jeg samt (en del af tiden) hans to dejlige unger. Kort om mig selv kan jeg fortælle, at jeg er rundet de fyrre og heldigvis nåede at få mig selv gift, inden jeg kom i tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at få kat. Ellers ville jeg nok på alle måder leve op til karikaturtegningen af en på vej til midaldrende akademisk uddannet kvinde, hvis livsindhold alene udgøres af katte, et job og eventuelt en meget lille driftsøkonomisk rød bil(!) Og da én kat som bekendt er i underkanten, så har vi så nu to katte – begge sibirske katte fra Sevastopol.
Telyanin (til daglig kaldet Telly) er fra 26. maj 2007. Han er en stor flot kat, der på nuværende tidspunkt er rundet 5 ¼ kilo. Mest af alt er han ”mors kat” og har været det fra dag ét…eller rettere fra det tidspunkt, hvor han besluttede sig for, at den sko han fandt bag den første dør, han så i huset, ikke var det fedeste sted at slå sig ned permanent, når nu der var et helt hus at bo i!Han kan godt lide resten af familien også, men fremmede mennesker forstår han ganske enkelt ikke meningen med. For nylig har vi så også kunne konstatere, at han ikke pr. definition og automatik forstår nyankomne mislinger, men at de nok nærmere henhører under det, englænderne kalder ”acquired taste”.
For knap 14 dage siden udvidede vi nemlig familien med Flammen, der dog allerede inden sin ankomst var omdøbt til Ippolit (i daglig tale Ippo). Den sødeste og mest bedårende lille sorte han-misling fra den 9. maj i år.Alt i mens hele familien gik og fortalte hinanden, hvad alle vidste og var enige om, nemlig at han var det mest nuttede, vi endnu havde set, så blæste Telly et hvæs i hans retning, der sendte ham fladt ned i gulvet med midterskilning. Ikke at det kuede den lille nyankomne ret længe, og nogen må have indkodet i den lille mislings gener, at ihærdighed belønnes, for det meste af den første uge gik efter samme mønster, uden at han gav op af den grund.
Heldigvis bedres situationen lidt hver dag. Allerede sidst i den første uge overgav de sig så meget at de spiste med kun 1½ meters afstand – der skulle såmænd bare diskes op af juniors friskfangede ørred for at bestikke sig frem til det! Meget hurtigt derefter kunne den skarpe iagttager også se, at rå lever kunne opnå samme fredsommelige sameksistens. Faktisk kunne skålene efter meget få gange med den slags placeres lige ved siden af hinanden.
Som den anden uge er skredet frem, er Telly begyndt at interessere sig en smule for den lille, hvilket er meget heldigt, for den lille fiser efter den store, så snart han er inden for syns- eller hørevidde (huset rummer heldigvis et antal sovepladser for højt oppe til at nyankomne mislinger kan komme derop!)
Tellys første udfarende kontaktforsøg foregik ved at han gik meget målrettet imod den lille i så resolut et trav, at deres ”mor” lige holdt vejret lidt og måtte tage sig sammen for at huske, at de skal klare mest muligt selv. Formålet viste sig at være at snuse ham om næsen og så slikke ham lidt på hovedet – skarpt efterfulgt at et lille hvæs og en hævet pote for at markere. Ingen skulle jo have grund til at tro, at man var blevet blødsøden eller havde overgivet sig til den spirrevip, nogen havde bragt ind i huset og glemt at fjerne igen.
Efter 1½ uge var stemningen heldigvis så god, at familiens voksne og katte blev ”familiesammenført” i samme soveværelse til stor glæde for især de voksne. De har nemlig (efter de havde svoret ikke at fortælle det til ret mange) sovet på sofaen sammen med det nye kattebarn på skift i en erkendelse af, at de ikke kunne holde til at høre ham miauve derinde, når døren blev lukket om aftenen og han blev efterladt.
Nu, hvor der er gået små to uger, er sameksistensen så god, at de ikke længere er under konstant overvågning, når de er i samme rum og noget af det, der foregår, ligner til forveksling leg, så alle er sikre på, at ”familiesammenføringen” nok skal blive en succes.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar