Den man elsker, tugter man…?

Og inden nogen nu forfalder til at mene, at det er synd for den stakkels lille misling, skal det skyndsomt understreges, at det er ren selvforsvar, den store er ude i.

Vores store lidt reserverede hanmis har nemlig fået sig den mest glødende og intense tilbeder, der nærmest ikke kan finde på bedre at bruge dagen til end at rende efter ham og angribe ham. Man kan vel nærmest sige, at han har fået sin helt egen ”Stalker”.

Det lyder måske glamourøst, men i praksis betyder det vist bare, at den stakkels Telly bruger en stor del af sin tid lige nu på at føle sig som jaget vildt. Bedst som vi gik og var bekymrede for, om den lille nu ville blive lidt udsat, når han skulle til at bo sammen med den store, så viste det sig at være helt omvendt.

Faktisk synes vi ind imellem det er så synd for Telly, at vi overvejer, om man mon kan udtænke en hylde så højt oppe - og så svær at ”erobre” - at han i hvert tilfælde et stykke tid endnu vil være fredet bare et enkelt sted i huset. Men eftersom hylden i bedste fald er en meget kortvarig løsning, kommer han nok til at løse problemet selv.

Samtidig undrer alle sig over, at den meget store kat ikke kan få sat den lille på plads så grundigt, at han lader ham i fred bare noget af tiden. Men ak nej – den tid er ovre. Hvor han i starten kunne blæse den lille et hvæs, der næsten sendte ham et døgn tilbage i verdenshistorien, så nøjes han nu med at fortrække – og det helst inden den lille har fremprovokeret endnu en ”slåskamp”.

Sågar hans madskål forsvarer han ikke; så kommer den lille forbi og synes, han bør have, hvad den store har, så får han det – alt imens den store bare sidder og kigger på, han guffer det i sig!

Måske konklusionen må være, at det er meget godt, at den stores vigtigste opgave her i livet er at være en hygge-mis, der bliver forkælet og serviceret på alle måder… og passet lidt på, når den lille er for bisset ved ham. Så kan man jo altid sende et fromt ønske ud om, at han ”mander” sig op, og får sat sig lidt grundigt i respekt en dag, hvor han ikke har alt for travlt med at passe sit job som hygge-mis.

Vachenka Veslovski

Flotte Vachenka her er bror til vores egen Varvara, Little Big Horn killingernes mor. Han har siden 2006 boet hos pigen Silke og hendes forældre i Købehavn. Tak til Dorte for de fine billeder, så vi kunne se hvor stor han er blevet.

Little Big Horn killingerne på tur

Så har vi atter været hos dyrlægen, en ofte tilbagevendende begivenhed for tiden. Denne gang var det Little Big Horn killingerne der skulle have 1. vaccination. De tog det meget flot, selv om de var ret hurtige til at søge tilbage i kassen igen, for en sikkerheds skyld.

Lille mis i spejlet der...

Når nu man har brugt mindre formuer på legetøj, så viser det sig ofte, at det er helt almindelige dagligdags ting, som et spejl, hvor man kan fange den fremmede misling, eller en tøjklemme af træ, der bliver den foretrukne underholdning!

Stor eller lille?

Når man får en killing i huset sker der ting og sager – også med den ”store” kat! For det første kommer han med ét til at virke meget stor! Vi gik ellers og snakkede om, om han nu var blevet så stor, som vi håbede på? Eller kunne vi mon regne med, at han stadig kunne nå at blive lidt større, selvom han er blevet 14 måneder?

Set ved siden af den lille 14 uger gamle spirrevip bliver han imidlertid lige pludselig meget, meget stor og al snak om, at han nok var en kende ”klein i det” er forstummet – i hvert tilfælde for nu.

På samme tid bliver han imidlertid på mange måder lille igen. For første gang i måneder beskæftiger han sig eksempelvis med pelsmus, små bolde og lignende legetøj. Det startede i den første uge, hvor han på vej ud af stuen spankulerede demonstrativt hen over gulvet og huggede den lilles yndlings-pelsmus med i munden på vejen. Derefter ”hjembragte” han stolt sit bytte til hans soveplads i soveværelset.

Senere hen, hvor de for alvor begyndte at farte rundt, og noget af magtkampen ind i mellem blev til leg, kunne man pludselig se dette noget komiske syn: en meget stor kat i en ikke så stor papirspose, han havde erobret fra den lille.

Og pludselig var den store kat ikke så stor alligevel…

Kløgtige Borienne

Smukke Sevastopol's Borienne her bor i Oslo, og er en meget klog kat, som det ses. Klikkertræning eller anden form for øvelser til sibirere bestemt værd at prøve!

Alene hjemme...

I enhver familie kommer tidspunktet for den store diskussion: ér de mon klar til at være selv hjemme, de små?

Kan den store mon lade være med at tyrannisere den lille? Kan den lille lade den store i fred, eller vil den drille og irritere hele dagen? Og vil han ende med at få en ordentlig omgang tæv af selvsamme grund?

Ja, hvis nogen skulle være i tvivl, så er det naturligvis kattene, der er tale om! Børnene var jo til at tale med, da det var dem, det handlede om - men mislingerne var straks en anderledes svær sag.

Her 14 dage efter Ippos ankomst var vi så småt nået frem til, at det gik godt nok med at have dem sammen, til at vi turde vove springet. Eller rettere: én turde, og den anden ville nok ikke helt vedgå sig mængden af sommerfugle i maven.

Ville dagen uden opsyn mon komme til at foregå fredelig og idyllisk:


Eller ville der gå ren tegneserie i den, så sandheden kom til at ligge meget nærmere dette her (og det, der var meget værre...):

De meget værre ting var ret nemme at forestille sig - og fantasien voksede allerede på vej ned af vejen fra morgenstunden. Jo længere, bilen fjernede sig hjemme fra, jo sværere var det at huske alle de gode argumenter for, at tiden var inde til at lade dem være i hele huset sammen i løbet af dagen.

Så stor var lettelsen, da vi vel hjemme igen kunne finde både stor og lille mis tilfredse og glade. En meget nøje inspektion, som spirrevippen bestemt ikke kunne se nogen grund til, afslørede ikke én eneste skramme, så alle var glade undtagen den kropsvisiterede!

De bliver så hurtigt store

En af de bedste ting ved at være opdrætter, er når man får billeder af killinger, når de ikke længere er små.
Her hos os bliver kattebilleder af sevastopol-afkom modtaget med kyshånd, og vores købere er heldigvis meget søde til at holde os opdateret.

F.eks. fik vi i 2007 en lækker lille cremesølv hankilling ved navn Timohin. Han var bare en skøn lille fyr, og fræk som bare pokker. Fræk er han vist stadig, men han er også blevet en stor flot kat, der trives i sit nye hjem hos Tine i Farum.

"Familiesammenføring"

Hvordan går man lige fra at være katteejer gange to til at blive blogger? Ja det lyder såmænd helt eksotisk, det der ”blogger”, men det dækker vel i virkeligheden nok over en ubændig trang til at skrive side op og side ned om de katte, der nu er en del af familien. Dette kombineret med en opfordring satte naturligvis gang i tasterne.

Vores husstand består af min mand og jeg samt (en del af tiden) hans to dejlige unger. Kort om mig selv kan jeg fortælle, at jeg er rundet de fyrre og heldigvis nåede at få mig selv gift, inden jeg kom i tanke om, at jeg godt kunne tænke mig at få kat. Ellers ville jeg nok på alle måder leve op til karikaturtegningen af en på vej til midaldrende akademisk uddannet kvinde, hvis livsindhold alene udgøres af katte, et job og eventuelt en meget lille driftsøkonomisk rød bil(!) Og da én kat som bekendt er i underkanten, så har vi så nu to katte – begge sibirske katte fra Sevastopol.

Telyanin (til daglig kaldet Telly) er fra 26. maj 2007. Han er en stor flot kat, der på nuværende tidspunkt er rundet 5 ¼ kilo. Mest af alt er han ”mors kat” og har været det fra dag ét…eller rettere fra det tidspunkt, hvor han besluttede sig for, at den sko han fandt bag den første dør, han så i huset, ikke var det fedeste sted at slå sig ned permanent, når nu der var et helt hus at bo i!

Han kan godt lide resten af familien også, men fremmede mennesker forstår han ganske enkelt ikke meningen med. For nylig har vi så også kunne konstatere, at han ikke pr. definition og automatik forstår nyankomne mislinger, men at de nok nærmere henhører under det, englænderne kalder ”acquired taste”.

For knap 14 dage siden udvidede vi nemlig familien med Flammen, der dog allerede inden sin ankomst var omdøbt til Ippolit (i daglig tale Ippo). Den sødeste og mest bedårende lille sorte han-misling fra den 9. maj i år.

Alt i mens hele familien gik og fortalte hinanden, hvad alle vidste og var enige om, nemlig at han var det mest nuttede, vi endnu havde set, så blæste Telly et hvæs i hans retning, der sendte ham fladt ned i gulvet med midterskilning. Ikke at det kuede den lille nyankomne ret længe, og nogen må have indkodet i den lille mislings gener, at ihærdighed belønnes, for det meste af den første uge gik efter samme mønster, uden at han gav op af den grund.

Heldigvis bedres situationen lidt hver dag. Allerede sidst i den første uge overgav de sig så meget at de spiste med kun 1½ meters afstand – der skulle såmænd bare diskes op af juniors friskfangede ørred for at bestikke sig frem til det! Meget hurtigt derefter kunne den skarpe iagttager også se, at rå lever kunne opnå samme fredsommelige sameksistens. Faktisk kunne skålene efter meget få gange med den slags placeres lige ved siden af hinanden.

Som den anden uge er skredet frem, er Telly begyndt at interessere sig en smule for den lille, hvilket er meget heldigt, for den lille fiser efter den store, så snart han er inden for syns- eller hørevidde (huset rummer heldigvis et antal sovepladser for højt oppe til at nyankomne mislinger kan komme derop!)

Tellys første udfarende kontaktforsøg foregik ved at han gik meget målrettet imod den lille i så resolut et trav, at deres ”mor” lige holdt vejret lidt og måtte tage sig sammen for at huske, at de skal klare mest muligt selv. Formålet viste sig at være at snuse ham om næsen og så slikke ham lidt på hovedet – skarpt efterfulgt at et lille hvæs og en hævet pote for at markere. Ingen skulle jo have grund til at tro, at man var blevet blødsøden eller havde overgivet sig til den spirrevip, nogen havde bragt ind i huset og glemt at fjerne igen.

Efter 1½ uge var stemningen heldigvis så god, at familiens voksne og katte blev ”familiesammenført” i samme soveværelse til stor glæde for især de voksne. De har nemlig (efter de havde svoret ikke at fortælle det til ret mange) sovet på sofaen sammen med det nye kattebarn på skift i en erkendelse af, at de ikke kunne holde til at høre ham miauve derinde, når døren blev lukket om aftenen og han blev efterladt.

Nu, hvor der er gået små to uger, er sameksistensen så god, at de ikke længere er under konstant overvågning, når de er i samme rum og noget af det, der foregår, ligner til forveksling leg, så alle er sikre på, at ”familiesammenføringen” nok skal blive en succes.

Travlhed

Der er gang i den for tiden hos os, med masser af killinger både ude og inde. Little Big Horn kuldet er nu 6 uger gamle, og tonser rundt overalt i huset. Den næste uges tid kommer vi til at rende ind og ud hos dyrlægen, med katte der skal vaccineres, neutraliseres osv. Birken og Lillebjørn er ved at være flytteklare, når de om et par uger har overstået neutraliseringen, og fået chip, pas osv. Deres bror Flammen er allerede flyttet til Århus-egnen, og har skiftet navn til Ippo, mens kuldsøster Citronen er blevet taget i besiddelse af vores datter på 3 år, og derfor ikke kommer til at flytte nogen steder hen.

Begyndelsen

Foranlediget specielt af nogle skønne mails sendt af Ippos (Flammens) nye ejer Susanne, har jeg oprettet et blog for vores opdræt, hvor jeg vil skrive lidt om dagligdagen med kattene, og håber at vores nye katteejere også får lyst til at komme med lidt input fra deres liv med sevastopol-afkom i alle aldre.